UK

Forsikringsbetingelser er en kæp i hjulet på retsmægling og mediation

Brug af retsmægling og mediation er støt stigende, men i den kommende revision af standardbetingelser for retshjælpsforsikring skal forsikringsselskaberne fortsat godkende omkostninger til retsmægling forud for processen. Det bliver dermed en stopklods for konfliktløsning uden om domstolene.

 

Desuden er retshjælpsdækning til udenretlig mediation fortsat ikke en eksplicit del af standardbetingelserne – og det er dybt uheldigt, mener direktør i Mediationsinstituttet, Louise Lerche-Gredal:

’Forsikringsbranchen stiller parterne i den uheldige situation, at omkostninger til hensigtsmæssige konfliktløsningsbestræbelser kan underkendes efter forsikringsselskabernes forgodtbefindende’, siger Louise Lerche-Gredal.

I stort set alle juridiske tvister vil det være i klientens interesse at søge sagen løst på det lavest mulige konfliktniveau. I mediation er der fokus på at nedtrappe en konflikt, og ifølge en EU-rapport udgør de gennemsnitlige omkostninger ved en mediation ca. 1/3 af omkostningerne ved at gå i retten. Mediation afslutter også konflikterne hurtigere.

Ifølge Mediationsinstituttet er det derfor både rimeligt og naturligt, at forsikringstagere, som har tegnet retshjælpsforsikring, kan få dækket udgifterne til relevante konfliktløsningsmuligheder, herunder udgifter til fornøden advokatbistand. Endvidere er det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, hvis forsikringsselskabernes praksis reelt kommer til at diktere processkridt, der strider mod klientens interesse, mener Louise Lerche-Gredal.

Mægling også til gavn for forsikringsselskaberne

Mediation og retsmægling tjener ikke kun de involverede parter i konflikten, men også forsikringsbranchen selv, idet større udbredelse af mediation i sidste instans må føre til lavere omkostninger for forsikringsselskaberne. Flere selskaber har da også  tilføjet adgang til dækning til udenretlig mediation i deres retshjælpsbetingelser.

Mediationsinstituttet oplever, at forsikringsselskabernes afslag på omkostningsdækning ved retsmægling ofte skyldes en misopfattelse af partsadvokatens rolle i forbindelse med processen. Partsadvokaten bidrager med juridisk indsigt og kendskab til sagen og fungerer under retsmægling/mediation som partens sparringspartner og rådgiver – på fuldstændig samme vis som under domstolsprocessen. Samtidig bidrager partsadvokaten ofte med relevante forslag til tvistens løsning og forestår som regel den endelige aftale.

Mediationsinstituttet / Vesterbrogade 32 / 1620 København V / Tlf. 3939 0066