Af Morten Jung, markedschef i DE; Kim Haggren, underdirektør i DI; Kurt Helles Bardeleben, formand i Mediationsinstituttet
Coronakrisen har vist os danskere, at vi er bedst, når vi samarbejder om løsningerne. Samfundet har leveret hjælpepakker til at understøtte vores virksomheder og arbejdspladser, og i kampen for værnemidler har flere danske virksomheder omstillet deres produktion for at kunne sikre tryghed og sikkerhed for medarbejderne i forreste linje og ikke mindst værne de udsatte borgere mod smitte. Der er vist samfundssind, og sammen har vi i et konstruktivt offentligt-privat samarbejde fundet løsninger.
Det er denne evne til samarbejde, der udgør Danmarks styrke og vores internationale konkurrencefordel, den fordel, der gør det muligt for vores virksomheder at afsætte produkter på verdensmarkedet og dermed sikre finansiering til det samfund, vi gerne vil bo i. Vi har gode uddannelsesinstitutioner, der leverer kvalificeret arbejdskraft til vores virksomheder, og et professionelt sundhedsvæsen, der hjælper os med at blive hurtigt raske og klar til atter at indgå som et vigtigt tandhjul i det store komplekse maskineri, der udgør vores samfund.
Forventningen er, at antallet af coronarelaterede retssager vil stige de kommende måneder og år. Men det er ikke en naturlov, at konflikter skal løses i retten.
Vores evne til at samarbejde og finde de gode løsninger bliver imidlertid også udfordret, når den økonomiske byrde som følge af COVID-19 skal fordeles. I kølvandet på coronakrisen ser vi allerede nu konturerne af konflikter, der risikerer at belaste retssystemet, hvis der ikke findes mindelige løsninger. Forventningen er, at antallet af coronarelaterede retssager vil stige de kommende måneder og år. Men det er ikke en naturlov, at konflikter skal løses i retten.
De coronarelaterede konflikter opstår både i private aftaleforhold og i offentlige kontrakter. Vi har allerede set uenigheder mellem lejere og udlejere og mellem leverandører og kunder, når de økonomiske byrder af samfundets nedlukning skal fordeles.
De spørgsmål, der rejses, er eksempelvis: Skal lejere i et storcenter betale leje, når centret er lukket? Kan en butikskæde undlade at betale husleje, fordi der ikke er kunder i butikkerne?
Kan en kommune undlade at betale den private hjemmehjælp, fordi borgerne ikke ønsker at modtage besøg i en coronatid? Kan en entreprenør få lov til at aflevere byggeriet senere end aftalt på grund af forsinkelse begrundet i nedlukningen, og hvem skal betale for forsinkelsen? Er ens virksomhed omfattet af hjælpepakken eller ej?
Antallet og karakteren af mulige konflikter er mangfoldige, men har alle det til fælles, at der ikke er fortilfælde, som kan sammenlignes med den aktuelle situation, hvor store dele af verdenssamfundet er udsat for kollektiv nedlukning.
I praksis har vi allerede set, at samme forløb håndteres meget forskelligt. Virksomheder, der leverer til det offentlige, har under krisen oplevet, at identiske situationer er blevet behandlet forskelligt med store økonomiske konsekvenser for den enkelte virksomhed. Som eksempel har leverandører af hjemmehjælp oplevet, at ældre medborgere har valgt at afmelde deres rengøring grundet en naturlig frygt for corona. Det er er jo helt fair, at den ældre aflyser, men er det kommunen eller virksomheden, der skal bære omkostningen forbundet hermed? Virksomheden har en udgift til medarbejderen, der stod parat, men rengøringen er ikke leveret – er det så kommunen, der har visiteret til rengøringen, eller virksomheden, der skal betale for aflysningen?
Nogle kommuner har valgt at betale deres leverandører af hjemmehjælp, uagtet at der er blevet aflyst, mens andre kommuner har fastholdt, at leverandøren af hjemmehjælp ikke er berettiget til betaling, fordi ydelsen ikke er leveret. Nogle har med afsæt i kommunalfuldmagten og andre regelsæt insisteret på, at der kun skal betales for ydelser, som faktisk leveres. Og enkelte kommuner har i samarbejde med deres leverandører fundet salomoniske løsninger og aftalt, at hvis fru Jensen har aflyst hjemmehjælpen, så kunne tiden i stedet bruges med at rengøre hr. Hansens køleskab. En løsning, som begge parter kan se sig i, og som peger i retning af fortsat godt og tillidsbaseret samarbejde.
Ikke mindst når en udefrakommende begivenhed påvirker et løbende samarbejde, er der grund til, at parterne ser situationen fra hinandens synsvinkler og veje for fortsat godt samarbejde. Derfor er der gode grunde til, at vi søger andre veje og finder løsninger på eventuelle uoverensstemmelser på anden måde end blot at overlade slaget til en omkostningstung og langvarig proces for domstolene.
Mange både nationale og internationale studier dokumenterer, at konfliktløsning ved mediation er et effektivt alternativ til domstolsbehandling.
I Danmark har vi velfungerende domstole, som kan skære igennem og afgøre sagerne ud fra fortolkning af gældende ret, som den må fortolkes i lyset af de særlige omstændigheder. Men det tager tid, og det er giftigt for det gode samarbejde, når en tvist skal afgøres juridisk af en tredjepart, for der vil naturligt nok kun være en vinder, når dommen er faldet. Dommerens opgave er at fastlægge den kælderkolde juridiske løsning, og den løsning er ikke nødvendigvis befordrende for det videre samarbejde, der gerne skal være baseret på den gode relation og tillid til hinanden.
Mange både nationale og internationale studier dokumenterer, at konfliktløsning ved mediation er et effektivt alternativ til domstolsbehandling. Særkendet ved mediation er, at parterne får mulighed for at løse konflikten i en dialog, som orkestreres af en kompetent, neutral og upartisk mediator. Under mediationsprocessen, som typisk gennemføres i et koncentreret forløb, hjælper mediator parterne til at forstå hinanden og se løsningsmuligheder. På den måde bevarer parterne kontrollen over deres konflikt, og der opstår mulige løsninger, som en dommer ikke kan inddrage i en formel afgørelse.
Netop i situationer, hvor der opstår konflikter mellem parter, der er midt i et løbende samarbejde, som de i bund og grund gerne vil videreføre, er det af stor værdi, at der findes løsninger, som fremmer gode relationer fremadrettet, frem for at der graves grøfter. At samarbejde om at finde fælles fodslag frem for at vente på domsafgørelser, der i sagens natur kun kan tilgodese en af parterne.
Mediation er et godt bud på, hvordan parterne i en konflikt opstået i coronaens kølvand kan få afdækket mulighederne for en løsning og komme hurtigt videre med samarbejdsrelationen intakt og med sparede omkostninger til konflikthåndtering. Kommunerne og offentlige institutioner kan tage brodden af konflikter initieret af coronakrisen ved at sikre sig et uafhængigt beredskab til hurtig og effektiv håndtering af konflikterne. Det kan i praksis ske ved, at kommunalbestyrelsen og ledelsen på forhånd har taget stilling til, hvordan konflikter skal håndteres, når de opstår, så sagerne ikke ender i retten eller voldgift på autopilot. De kan eventuelt på forhånd have udpeget en uvildig mediator, som kan stå til rådighed, når konflikter spidser til, så de ikke skaber unødvendige omkostninger og dårlige samarbejdsrelationer, men i stedet løses hurtigt og effektivt. En sådan tilgang fra landets kommuner og offentlige institutioner ville være en god gestus i samarbejdets ånd, når vi taler om coronasituationen.
Debatindlægget i Weekendavisen kan findes her.
Mediationsinstituttet / Vesterbrogade 32 / 1620 København V / Tlf. 3939 0066
