Kernen i mediation er en særlig form for dialog, hvor en erfaren mediatoradvokat hjælper forældrene til at finde den optimale løsning for deres børn – uden indblanding fra retten.
”Ved mediation hjælpes forældrene til at finde en løsning på konflikten fremfor at lade en dommer afgøre sagen. Det er vores erfaring, at det giver mere holdbare løsninger, der samtidig gavner børnene mest. Derudover mindsker forældrene også den smerte og skyldfølelse, som børn ofte føler, når forældrene slås om dem eller ikke vil tale sammen”, udtaler Louise Lerche-Gredal, adm. direktør for Mediationsinstituttet, der har tilknyttet ca. 170 af landets mest erfarne mediatorer.
Louise Lerche-Gredal pointerer, at hvis man som forældre kan se, at striden om forældremyndighed eller retten til samvær med barnet truer med at komme i retten, bør man overveje mediation. På den måde har man allerede taget første skridt til den bedste løsning for barnet.
En mediation om forældremyndighed foregår ved, at forældrene mødes med en mediator, der er udpeget af Mediationsinstituttet. Det sikrer parterne en erfaren mediatoradvokat, der er underlagt særlige etiske regler om bl.a. upartiskhed og uafhængighed.
Mediatoren sørger derefter for konstruktiv dialog mellem forældrene, så de i fællesskab finder frem til den bedste aftale for børnene. Forældrene kan eventuelt have egne advokater med på sidelinjen, men det er ikke et krav.
Det er vores erfaring, at mediation giver de mest holdbare løsninger, der samtidig gavner børnene mest