Både Minister Rasmus Helveg Petersen og byggeriets parter påpegede ved konferencen, at konflikter koster dyrt. Både for samfundet og for virksomhederne. Derudover slider de på samarbejdsrelationerne i de langvarige byggeprojekter. Nye beregninger viser, at byggeriets parter hvert år anvender op til kr. 500.000 millioner på at føre langvarige rets- og voldgiftssager mod hinanden. Derfor havde Mediationsinstituttet og Voldgiftsnævnet for bygge- og anlæg inviteret branchen til en dag, hvor der blev sat fokus på fremtidens konflikthåndtering.
En hurtig proces, der genopretter den gode stemning og skaber enighed. Det er, hvad mediation kan tilbyde som alternativ til dyre og konfliktoptrappende rets- og voldgiftssager. Mediation er en proces, som søger at nå konsensus frem for kompromis og som tilstræber win-win fremfor at udpege en vinder og en taber i konflikten. Og det virker. I ca. 70 % af alle mediationer, lykkedes det parterne at finde en tilfredsstillende løsning, som afslutter konflikten.
– Fordelen ved mediation er, at det går hurtigt. Den finder sted, mens alle har tingene frisk i erindring. Der kan gøres noget nu og her, og tingene kan blive rettet op, mens byggeriet stadig er i gang, forklarer Liv Helth Lauersen, som er advokat i SIRIUS advokater. Hun har lang erfaring med tvister inden for byggeriet og ved, hvor ødelæggende det kan være med en lang voldgiftssag.
Ved konferencen om strategisk konflikthåndtering i byggeri og anlæg den 19. marts var der bred enighed i branchen om, at mediation bør være en fast bestanddel af byggeriets konfliktløsning. Det skyldes ikke kun et ønske om at spare tid og penge, men i høj grad også muligheden for at bevare den gode samarbejdsrelation trods uenigheder.
– Vi ønsker effektiv og hurtig konfliktløsning. Problemet ved det nuværende system er, at det er en langtrukken proces, hvor tvisterne når at vokse og blive uoverskuelige. Voldgiftssagerne er også så bekostelige på grund af de mange sagsdage, at det næsten ikke kan betale sig at føre dem, lød det fra Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen, en af konferencen oplægsholdere.
I hvilken form mediation skal indgå i branchens aftalesystem, kaldet AB92, som skal revideres de kommende år, var der ikke enighed om. Men alle konferencens tilstedeværende var yderst opsatte på at få gang i brugen af mediation allerede nu for at få mere konkret erfaring med mediation i bygge- og anlægskonflikter.
-Der er behov for at integrere mediation i byggeriets konflikthåndteringsproces, men mediation bør allerede nu være en del af virksomhedernes konfliktstrategi. Det er ganske enkelt god forretning at give mediation et forsøg inden sagen kører af sporet og ender i voldsgift. Det tager som regel 1-2 dage, udgiften til mediation er beskeden og besparelsespotentialet, hvis det lykkedes at afslutte konflikten, er enormt, siger Mediationsinstituttets direktør Louise Lerche-Gredal.
Mere om konferencen Strategisk konflikthåndtering i byggeri og anlæg
Det er ganske enkelt god forretning at give mediation et forsøg inden sagen kører af sporet og ender i voldsgift.