UK

Mediationsinstituttet og Voldgiftsnævnet indgår aftale

Med aftalen er der lagt rammer for samarbejdet om fx vidensindsamling vedrørende mediation i bygge – og anlægsbranchen, uddannelse og kvalitetssikring af mediatorer og generel udbredelse af viden om mediation i Danmark. Aftalen giver bl.a. Voldgiftsnævnets brugere mulighed for at deltage i projekt om mediation i byggeri- og erhverv, hvor i alt 40 virksomheder tilbydes adgang til at afprøve mediation gratis.

 

Mediationsinstituttet og Voldgiftsnævnet har siden 2015 iværksat en række fælles initiativer på området for konflikthåndtering i byggeriet. Særlig har fællesindsatsen sigtet til at skabe et godt grundlag for AB-udvalgets arbejde med revisionen af AB-standardaftalerne og ved vedtagelsen af AB-18 blev mediation som bekendt også kodificeret, således at en part kan forlange mediation, når parternes forhandling på løsningstrappen er afsluttet.

“Der er dog fortsat et behov for at få sat mediation på dagsordenen, så byggeriets parter og deres advokater ikke falder tilbage på gamle vaner og handlemønstre”, udtaler Mediationsinstituttet adm. direktør Thomas Samsø Bloch. “Jeg er rigtig glad for, at vi har indgået en aftale, hvor vi fortsat hjælper hinanden med at sikre, at vi får den bedst mulige kvalitet i konfliktløsningen og ikke mindst høster nogle gode erfaringer, som kan bruges i det videre arbejde med at få mediation indarbejdet som en naturlig konfliktløsningsmetode i byggeriets tvister.”

Aftalen giver blandt andet Voldgiftsnævnets brugere mulighed for at deltage i det fondsstøttede mediationsprojekt om mediation i byggeri- og erhverv, hvor i alt 40 virksomheder tilbydes adgang til at afprøve mediation gratis.

Projektet gennemføres i samarbejde med DI og Dansk Byggeri og er støttet af Dreyers Fond, Realdania og Grundejernes Investeringsfond.

Hvis du ønsker at ansøge om at deltage i projektet gennem Voldgiftsnævnet, herunder som led i AB18, eller fordi nævnets bistand ønskes, vil mediationen foregå i Voldgiftsnævnets regi og følge nævnets Regler for mediation og mægling 2018. Som led i projektet vil en neutral og upartisk mediator blive udvalgt i samarbejde med Mediationsinstituttet, og det vil – som nævnets regler tilsiger – blive sikret, at mediator har solidt kendskab til entreprisesager. Der vil være observatører til stede under mediationen, og man vil efterfølgende blive bedt om at evaluere forløbet.

Projektet dækker udgifter til gebyr, serviceafgift og honorar til mediator, men ikke parternes egne omkostninger f.eks. til advokat.

Du kan læse mere om projektet her.

Ønsker du flere oplysninger eller at ansøge om at deltage i projektet, kan der rettes henvendelse til kontakt@mediationsinstituttet.dk, ligesom vi kan kontaktes på telefonnr. 39 39 00 66.

 

Mediationsinstituttet / Vesterbrogade 32 / 1620 København V / Tlf. 3939 0066