UK

Mediationsinstituttet sætter skub på mediation i erhvervslivet og byggeriet

Mediationsinstituttet har nu støtte fra de største erhvervs- og byggeorganisationer i Danmark. Med Dansk Erhvervs indtrædelse i instituttets bestyrelse er hovedparten af Dansk Erhvervsliv og -byggeri nu repræsenteret i instituttet og skaber dermed et solidt grundlag for at fremme brugen af mediation i erhvervslivets og byggeriets tvister.

 

Dansk Erhverv gik sidste år med i Mediationsinstituttets fondsstøttede projekt, hvor der i 20 erhvervs- og byggesager stilles en neutral og upartisk mediator til rådighed gratis. Projektet er søsat i samarbejde med Dansk Industri, Dansk Byggeri og Voldgiftsnævnet (læs nærmere om projektet her).

Som led i samarbejdet med Mediationsinstituttet offentliggjorde Dansk Erhverv sammen med Dansk Industri sidste sommer en opfordring i Weekendavisen til landets kommuner og offentlige institutioner om i højere grad at benytte mediation i konflikter opstået i coronaens kølvand.

Og ved årsskiftet valgte Dansk Erhverv så at indtræde i Mediationsinstituttets bestyrelse.

Da sagsbehandlingstiderne i det danske retssystem for øjeblikket er alt for lange, er det vores opfattelse, at virksomhederne i højere grad bør forsøge sig med meditation som konfliktløsningsmodel.
– Svend Petersen, Dansk Erhverv

I Dansk Erhverv har vi stor fokus på, at erhvervslivet altid har adgang til gode, billige og effektive tvistløsningsmodeller, fortæller Erhvervsjuridisk fagschef i Dansk Erhverv, Sven Petersen. Vi er derfor indtrådt i Mediationsinstituttets bestyrelse for derigennem at medvirke til en større udbredelse af denne hurtige og tit meget billige og fornuftige måde at løse konflikter på.

Udvidelsen af Mediationsinstituttets bestyrelse har desuden åbnet mulighed for at styrke instituttets profil på den erhvervs- og selskabsretlige front med mediatoradvokat Peter Stakemann fra Bach Advokater, som er tiltrådt bestyrelsen samtidig med Sven Petersen fra Dansk Erhverv. Og efter sammenlægningen af Dansk Byggeri og Dansk Industri, har Mediationsinstituttet tillige kunnet byde underdirektør i DI Dansk Byggeri Louise Dahl Krath Jensen velkommen.


I DI Dansk Byggeri ønsker vi fortsat at bidrage til, at uoverensstemmelser løses effektivt, billigst og helst af parterne selv. Vores medlemmer er ofte pragmatiske og gode til at finde løsninger i hverdagen – mediation er et redskab til at fortsætte den vej, også når det bliver svært. Vi har brug for stadig flere gode erfaringer med mediation, og derfor ser jeg personligt frem til at deltage i bestyrelsesarbejdet.

-Louise Dahl Krath Jensen


Som erhvervsadvokat oplever jeg ofte, at en konflikt mellem virksomhedens ejere medfører, at virksomheden kommer i økonomisk uføre.

Mediation er et godt og hurtigt redskab til, at løse konflikten. Jeg glæder til, at kunne udbrede kendskabet til mediation som et hurtigt og effektivt konfliktløsningsredskab for dansk erhvervsliv.

-Peter Stakemann

Med de største erhvervs- og byggeorganisationer repræsenteret i Mediationsinstituttets bestyrelse, har vi nu et rigtig godt grundlag for at imødekomme den tendens vi ser i erhvervslivet og byggeriet. Tendensen viser en stigende efterspørgsel på mere konstruktive, effektive og fremadrettede løsninger. Og så er det nødvendigt at have kunderne med ved bordet, udtaler Mediationsinstituttets direktør Thomas Samsø Bloch.

At vi har organisationerne ombord betyder, at vi har en direkte adgang til at høre, hvad det er kunderne efterspørger, og hvilke ønsker de har til fremtidens konfliktløsning. Vi kunne næppe ønske os et bedre grundlag for vores arbejde med at fremme brugen af mediation i Danmark.

Læs mere om Mediationsinstituttet her.

Mediationsinstituttet / Vesterbrogade 32 / 1620 København V / Tlf. 3939 0066