UK

Nyt lovforslag opfordrer til dialog og mediation

Justitsminister Karen Hækkerups nye lovforslag skal mindske omkostningerne til retssystemet. Et af midlerne kan være  mediation, eller konfliktmægling, udenom retten.

 

“Vi ved fra internationale undersøgelser, at mediation uden om retten i gennemsnit løser en konflikt på kun 46 dage, mens det tager hele 566 dage i retten. Der er derfor god grund til at udbrede brugen af mediation, hvis man vil spare på omkostningerne ved domstolene”, fastslår Louise Lerche-Gredal, adm. direktør for Mediationsinstituttet, der har tilknyttet flere end 170 af landets mest erfarne mediatoradvokater.

Manglende overvejelser kan blive dyre

Som en del af det nye lovforslag er der lagt op til, at parterne har pligt til at ”fremme sagen med fornøden hastighed”. Det betyder, at parterne er forpligtet til at undersøge, om sagen kan afsluttes forligsmæssigt eller eventuelt ved brug af mediation. Samtidig er der foreslået en bestemmelse, som betyder, at parterne kan blive tillagt omkostninger af retten, hvis de ikke opfylder denne pligt.

”Vi håber, at lovforslaget kan motivere parter, som er på vej ind i retssystemet til at undersøge andre muligheder. Ved at afslutte konflikten ved brug af en mediatoradvokat fremfor at føre sagen til ende i retssystemet, vil ikke alene retssystemet, men i særdeleshed de involverede parter kunne spare både økonomiske og menneskelige ressourcer”, vurderer Louise Lerche-Gredal.

Institutionalisering på vej

Lovforslaget er et produkt af Civilretsudvalgets arbejde og konklusioner, der bl.a. lægger op til at institutionalisere udenretlig mediation. Lignende tanker findes i en ny EU-rapport, der både nævner obligatorisk mediation og økonomiske incitamenter som mulige midler til at udbrede brugen af mediation i EU-landene.

Vi ved fra internationale undersøgelser, at mediation uden om retten i gennemsnit løser en konflikt på kun 46 dage, mens det tager hele 566 dage i retten

 

Mediationsinstituttet / Vesterbrogade 32 / 1620 København V / Tlf. 3939 0066